Konflikthåndtering - bog anmelselse
Her i sommerferien har jeg læst en rigtig god bog af Josefine Ottesen og Lars Mogensen. Bogen hedder ”konflikthåndtering - håndbog for hverdagens krigere”.
Lars M der er tidligere kyukushinkai kæmper på eliteniveau, har sammen med Josefine O en fælles interesse i den filosofi der findes i japanske kampkunstformer.
Det der først fangede min opmærksomhed da jeg opdagede bogen var, at Lars M der er en karate kæmper, taler om konflikthåndtering, og endda med udgangspunkt i krigerens dyder.
Lars har bl.a. arbejdet som dørmand, samt på institutioner for hårdt belastede unge, og altså afprøvet teorierne i virkeligheden, hvilket i min verden giver det skrevne ord en hel del mere vægt.
Bogen, der i øvrigt er let at læse, er delt op i 3 områder. Først er det ”scenen sættes”, dernæst er det ”handsken er kastet”, og til sidst ”hverdagens kriger”.
Bogen giver masser af dagligdagseksempler på hvordan små og store konflikter kan opstå, hvordan man typisk reagerer, og hvordan man med fordel kan reagere, så konflikten bliver til en win/win-situation… eller i hvert fald så tæt på man kan komme. Som han siger, en dag uden konflikter er ikke nødvendigvis den bedste dag. Konflikter kan være gode og sunde, bare man kommer frem til det rigtige resultat… Altså en løsning hvor alle parter er tilfredse, og ingen af parterne skal gå derfra med bøjet hoved.
Det er i nogle kulturer den almindelige opfattelse, at en kriger er en der altid vil slås, en der altid vil ”vinde” for enhver pris. Og kan man ikke tvinge sin vilje igennem, trækker man sværdet.
Selvfølgelig kan man altid finde enkeltstående episoder, hvor ovenstående er tilfældet, men generelt er det en fejlagtig opfattelse af en japansk kriger.
Datidens japanske samurai havde 7 dyder, som han prøvede at efterleve (medfølelse, loyalitet, retfærdighed, ærlighed, høflighed, oprigtighed og mod). Disse menneskelige dyder var essentielle for ham for mentalt at kunne håndtere tider der nogle gange var præget af vold, krig og død.
Disse dyder gjorde at han virkelig forstod at leve i nuet, og gjorde ham bare var endnu mere fokuseret i den situation han stod i, hvad enten det var en bagatel eller en situation med dødelig alvor.
Men hvad kan vi så bruge det til i dagens Danmark? Jeg tror de fleste kan forudse hvilke problemer det vil give hvis vi begynder at hugge hovedet af alle dem vi har konflikter med… eller faktisk begynder problemer sikkert allerede når vi kommer gående ned at strøget med en katana hængende ved siden J
Allerførst er det vigtigt at vælge sine kampe. Hvis det er en kamp man ikke kan vinde, eller en kamp der ikke er vigtig for dig, er det ikke det bedste argument for at kæmpe.
Omvendt har man et issue man virkelig tror på, eller noget der virkeligt betyder noget, skal man tage kampen. Men ”at tage kampen”, betyder ikke fysisk at kæmpe med næb og kløer. Men igen, som nævnt tidligere, at forhandle sig frem til en løsning hvor alle parter er tilfredse. Har man evnen til at kunne sætte sig i den anden parts situation eller tankegang, er det ofte meget lettere at kunne nå frem til en god løsning.
2 af de 7 ovenstående dyder er ”loyalitet” og ”mod”. Lars M giver i bogen et eksempel på en dørmand der nægter 13 rockere adgang til et diskotek. Manden havde fået at vide at rockere ikke var ønskede på stedet. Og da den første rocker vil ind, stopper han ham og siger at de ikke kan komme ind. Rockerne slår manden bevidstløs og går uhindret ind.
Manden er helt klart loyal overfor sin arbejdsgiver… og modig er han også… men alligevel er det en helt tåbelig kamp at tage, idet han på ingen måde kan vinde denne kamp, ved ene mand at sætte hårdt imod hårdt. Så det er helt klart altid en god ide at vejre situationen, samt bruge hovedet til mere end bare en slagpude.
Hvordan opstår konflikter så? Der kan være mange grunde, men som udgangspunkt hver gang nogen overtræder din grænse, eller du overtræder deres, stor eller lille, synlig eller usynlig, er muligheden for en konflikt til stede.
Når konflikten så er i gang, er det naturligvis vigtigt hvilke ord man bruger. Men det er samtidig også vigtigt at vide at det faktisk kun er 7 % at de ord der bliver sagt der rent faktisk opfanges af hjernen. Tonefaldet og rytmen, samt det kropssprog man benytter er langt mere vigtigt. Tonefald og rytme står for 38 % mens kropssproget fylder hele 55 %.
Hvis man mener at man siger alle de rigtige ord, men at konflikten gang på gang alligevel eskalerer, er det helt sikkert vigtigt også at kigge på tonefald og kropssprog man benytter.
Ueshiba (aikido’s grundlægger) siger at enhver konflikt er en god mulighed for at blive klogere på dig selv.
Til slut vil jeg nævne et citat fra bogen (ved ikke præcis hvem der har sagt dette).
Historien viser at den som elsker kampen er faldet for sværdet, men også den der ikke kan kæmpe ligger ved hans side.
Dyd og styrke hver for sig er dømt til at tabe, men tilsammen leder de hinanden på rette vej.
Oss
Jean
Kilde: www.karatemand.dk