Store forventninger til eleverne
Hvad er det for forventninger vi har til vores elever?
Som instruktør bruger man ofte en hel del tid på at lave træningsprogrammer. Nogle gange bruger man meget tid, og til andre tider bruger man rigtig meget tid
Derudover kommer så selve undervisningen og den tid man selv bruger på fornyelse og dygtiggørelse af egne evner.
Med al den energi man så bruger, er det vel rimeligt at man også stiller nogle krav til eleverne?? På samme måde som en skolelærer også stiller krav til sine elever… eller?
Nogle gange kan jeg tage mig selv i at blive helt euforisk, når jeg ser de muligheder der er i en eller anden dygtig karate-ka, og tænke – hold da fast: han kan da nå månen hvis han fortsætter i den retning.
Jeg tror at det er vigtigt at man, som det allerførste, gør op med sig selv, ”hvem er det man gør det for”? Er det for elevernes skyld, sin egen skyld eller begge dele. Og hvad er formålet med undervisningen.
Det ultrakorte svar, efter min mening, er: NEJ, man har ingen ret til at stille krav eller have forventninger til at eleverne gør tingene på en bestemt måde. (lige nu tænker jeg ikke på alm. opførsel som at tie stille og ikke forstyrre undervisninger når man underviser børn, eller noget rent karate teknisk der gør at man ikke skader sin træningspartner).
Eleverne betaler for en ydelse. Vi stiller en ydelse til rådighed. De kan komme når de har tid og lyst. Om de kommer to gange om ugen eller to gange om måneden, betyder ikke noget. Det er stadig vores pligt at give det bedste vi kan hver gang.
Naturligvis er jeg, efter at have undervist i mange år, helt bevidst om at det er dejligt at få støvet sit ego af nogle gange for at kunne bevare motivationen.
Jeg tror bare på at det er vigtigt at man, i det mindste i første omgang, sætter sit ego lidt i baggrunden, og fokuserer på hvorfor man er underviser.
Nu skal jeg selvfølgelig ikke selv lyde alt for frelst, jeg er også selv tilstrækkelig meget karate-nørd til at jeg gerne vil have at mine elever får lidt karate med fra træningen. Både lidt fysisk og lidt mentalt, og ikke kun skæg og ballade.
Det jeg prøver på, og det lykkes bestemt ikke altid, er at finde nye måder og vinkler på de forskellige ting, der gør at eleverne synes træningen er så sjov og spændende at de ”ikke kan lade være med at komme”.
Selvfølgelig har jeg da et ønske om at de skal bevæge sig ”i en bestemt retning”. Specielt fordi jeg selv har fundet rigtig mange gode livsværdier i karate. Men jeg er for længst holdt med at blive skuffet når de vælger en anden vej……. Hvad end grunden måtte være.
Et eller andet sted synes jeg netop, det er en styrke at lytte til forskellige input, og så alligevel vælge sin egen vej.
OSS
Jean
www.karatemand.dk
